Anmeldelse: Meum Zel – Beauty Full
Sidste års vinder af X Factor, 17-årige Mads Moldt, der nu går under kunstnernavnet Meum Zel, har udgivet sin første EP i dag. Den har fået titlen “Beauty Full”.
EP’en med fem velproducerede numre på, understreger at Mads Moldt bestemt ikke er en X Factor-døgnflue, men at han er en ung fyr med meget på hjerte og en sublim musikalsk forståelse.
Meum Zel er tydeligt inspireret af blandt andre Frank Ocean, Tyler, The Creator og Justin Timberlake, og det gør bestemt ikke noget, når numrene stadig har et personligt præg.
EP’en er utroligt velproduceret. Det er især på nummeret “tired”, at man får Frank Ocean-vibes, mens Meum Zel er mere eksperimenterende på de andre numre.
Der er ingen tvivl om at Meum Zel med denne EP har skabt sig en plads på den danske musikscene med en lyd, der er meget udansk og interessant.
Han bliver helt sikkert en kunstner, som man kommer til at høre meget mere til i fremtiden.
Karakter: ★★★★★☆